Hvad består fakturaen af?

Som privatkunde betaler du aconto forud. Aconto-regningen er baseret på 1/12 af dit forventede årsforbrug. Hver måned, hele året.

Sammen med din månedlige aconto-regning, udarbejder vi en månedsopgørelse for den måned, der er gået. Vi opgør forbrug og prisen på strømmen. Forbruget bliver dog kun opgjort, såfremt vi ved, hvor meget strøm du har brugt i den måned, der gået. Gør vi ikke det, bliver du kun reguleret for prisen på selve strømmen.

Spotel og abonnement

Spotel er selve strømprisen, du betaler til Modstrøm. Derudover betaler du et fast månedligt abonnement, der dækker administration.

Grøn Spareaftale

Den Grønne Spareaftale er en aftale, der giver dig adgang til en lang række fordele, som kan hjælpe dig med at få en lavere energiregning. I Kundeservice kan du få hjælp til at vurdere, hvilken Spareaftale der passer bedst til dig og dit forbrug.


Transport af el og netabonnement

Dit lokale netselskab ejer de kabler, der transporterer strømmen til din bolig. Derfor skal du betale for transport af strøm fra dit netselskab. Dette hedder betaling for nettarif på din faktura.

Du betaler også et netabonnement, der dækker omkostninger til vedligeholdelse af elnettet og elmåleren. Bor du i hus, bliver du ofte opkrævet et stikledningsabonnement, der dækker drift og vedligeholdelse af din stikledning. Stikledningen er den ledning, der fører strøm fra elnettet og ind i dit hus.

Vi opkræver dig for alle disse betalinger på vegne af dit netselskab. Derudover betaler du til Energinet.dk for brug af transmissionsnettet. Vi opkræver denne betaling på vegne af Energinet.dk

Elafgift

Elafgift er den største post på din elregning. Elafgift dækker en række lovpligtige afgifter til staten, som alle elkunder - uanset el-leverandør - skal betale. Vi opkræver dig på vegne af staten.

PSO-afgift

PSO står for Public Service Obligation (offentlige forpligtelser). Energinet.dk er efter lovgivningen pålagt en række forpligtelser, herunder at fremme miljøvenlig elproduktion samt forskning og udvikling inden for elområdet. For at dække Energinets omkostninger til miljøvenlig energi opkræves PSO-tariffen over elregningen.


Fik du ikke svar på dit spørgsmål?

Måske du kan finde svar i vores FAQ her, eller også er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte vores kundeservice på 82 100 200. Vi sidder klar til at hjælpe og rådgive dig mandag - torsdag 09.00 - 16.00 og fredag 09.00 - 14.00.